onsdag den 30. november 2011

Bordelbesøg - ingen billeder!

Den anden aften var jeg med Mónica pa bordel. Mónica er Røde Kors medarbejder og arbejder i et projekt, hvis fokus er at opsøge kvinder, som arbejder med prostitution for at informere dem om deres rettigheder og give dem en kontakt udenfor deres miljø. Kondomer er adgangsbilletten for Mónica. Hun banker på døren til en lejlighed, hvor hun ved, at der er bordelvirksomhed, siger at hun kommer med materiale til pigerne og bliver - som oftest - lukket ind. Der er dog nogle klubber og bordeller, hvortil det endnu ikke er lykkedes Mónica at få adgang.

Vi besøgte først en lejlighed. Vi snakkede med en kvinde på omkring 40 med engelsk baggrund, som ikke længere arbejder som prostitureret, men som leder bordelet, når chefen har fri. Hun møder kl. 22 og har fri kl. 8. Hurtigt fik hun tillid til denne fremmede, unge kvinde, som kom fra Røde Kors. Hun fortalte lidt om forholdene i lejligheden, om at chefen ikke behandler pigerne ordentligt, og om hendes tanker om at begynde at arbejde som prostitueret igen for at kunne spare penge sammen til at åbne en bar. Mónica fortalte hende om de pc-kurser, som Røde Kors afholder, måske kunne hun tage sådan et kursus og få adgang til en anden branche? Nu har hun Mónicas nummer - måske ringer hun.

Bagefter besøgte vi en natklub. Her blev Mónica modtaget med glæde af omkring 12 piger, som kunne huske Mónica fra hendes tidligere besøg på klubben. Vi gik ud på klubbens tilrøgede toilet for at snakke lidt, her rakte pigerne hæderne frem og ventede på at Mónica åbnede for de små papkasser med kondomer af forskellig slags. De havde allerede Mónicas nummer og ved, at de kan ringe til hende, hvis de kommer i problemer eller har brug for, at hun tager med dem til læge for at få taget en test, eller bare har brug for at snakke.

For mig var det en meget anderledes "dag på kontoret". Jeg har set en anden verden, en verden inden i den verden vi lever i. Det har gjort dybt indtryk på mig. Nu ved jeg, at disse piger er almindelige piger, som i dette liv har haft meget muligheder end mig og som undervejs har taget nogle helt andre valg...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar