tirsdag den 20. december 2011

Farvel og på gensyn

Jeg sidder i bussen på vej hjem til Cala Mayor. Det er sidste gang jeg tager bus nr. 20 hjem fra Røde Kors' kontor her i Palma. Nu har jeg sagt farvel til alle mine kollegaer der... Farvel og på gensyn for hvis jeg nogen sinde kommer tilbage, så er jeg velkommen der! Og det er rart at vide, for det er slet ikke udelukket, at jeg vender tilbage til denne hyggelige by på denne smukke ø.

En hel masse erfaringer, spanske udtryk, spanske ord og en særdeles brugbar udtalelse rigere tager jeg til København i morgen sammen med mand og søn. Der venter familie og julehygge, og jeg glæder mig!

fredag den 16. december 2011

Forberedelser

Tiden er suset af sted de sidste uger. Vi har haft travlt med at nyde vores sidste tid her og jeg synes det er lykkedes! Vi har været på tur op i bjergene, spist churros og været på julemarked. Thomas har fået nogle flere bjerg-kilometer i benene imens Nathaniel og jeg har hygget os derhjemme. Nathaniel kravler alle vegne og har nu 12 tænder! Vi har købt vintersko og vinterjakke til ham, så han er klar til Danmarks kulde. I min praktik har jeg forberedt lidt til den praltikopgave, som jeg skal skrive i januar og i aften skal jeg deltage i en fest arrangeret for Røde Kors' frivillige. Hvis der bliver tid til det midt i pakning og rengøring lover jeg at lægge nogle billeder op :-)

søndag den 4. december 2011

Julelys julemarked og en bagt kartoffel

Julelysene er nu blevet tændt over hele Palma, og der er julemarked i gaderne. Vi gik en tur og nød det hele sammen ned alle de andre mennesker, som også var ude at lede efter julestemningen. Aftensmaden var en kæmpestor bagt kartoffel fyldt som et pitabrød, mmm!

torsdag den 1. december 2011

Menneskesløjfe

I anledningen af, at det i dag er international AIDS-dag arrangerede Ungdommens Røde Kors sammen med nogle andre organisationer en lille demonstration, hvor en gruppe mennesker lavede en rød sløjfe på en stor trappe, som går op til byens største torv Pressen mødte op og det virkede til, at der kom fin opmærksomhed omkring emnet.

onsdag den 30. november 2011

Bordelbesøg - ingen billeder!

Den anden aften var jeg med Mónica pa bordel. Mónica er Røde Kors medarbejder og arbejder i et projekt, hvis fokus er at opsøge kvinder, som arbejder med prostitution for at informere dem om deres rettigheder og give dem en kontakt udenfor deres miljø. Kondomer er adgangsbilletten for Mónica. Hun banker på døren til en lejlighed, hvor hun ved, at der er bordelvirksomhed, siger at hun kommer med materiale til pigerne og bliver - som oftest - lukket ind. Der er dog nogle klubber og bordeller, hvortil det endnu ikke er lykkedes Mónica at få adgang.

Vi besøgte først en lejlighed. Vi snakkede med en kvinde på omkring 40 med engelsk baggrund, som ikke længere arbejder som prostitureret, men som leder bordelet, når chefen har fri. Hun møder kl. 22 og har fri kl. 8. Hurtigt fik hun tillid til denne fremmede, unge kvinde, som kom fra Røde Kors. Hun fortalte lidt om forholdene i lejligheden, om at chefen ikke behandler pigerne ordentligt, og om hendes tanker om at begynde at arbejde som prostitueret igen for at kunne spare penge sammen til at åbne en bar. Mónica fortalte hende om de pc-kurser, som Røde Kors afholder, måske kunne hun tage sådan et kursus og få adgang til en anden branche? Nu har hun Mónicas nummer - måske ringer hun.

Bagefter besøgte vi en natklub. Her blev Mónica modtaget med glæde af omkring 12 piger, som kunne huske Mónica fra hendes tidligere besøg på klubben. Vi gik ud på klubbens tilrøgede toilet for at snakke lidt, her rakte pigerne hæderne frem og ventede på at Mónica åbnede for de små papkasser med kondomer af forskellig slags. De havde allerede Mónicas nummer og ved, at de kan ringe til hende, hvis de kommer i problemer eller har brug for, at hun tager med dem til læge for at få taget en test, eller bare har brug for at snakke.

For mig var det en meget anderledes "dag på kontoret". Jeg har set en anden verden, en verden inden i den verden vi lever i. Det har gjort dybt indtryk på mig. Nu ved jeg, at disse piger er almindelige piger, som i dette liv har haft meget muligheder end mig og som undervejs har taget nogle helt andre valg...

lørdag den 26. november 2011

Castel Belver

Efter en lang, skøn gåtur igennem skoven nåede vi op til den smukke borg på toppen. Her blev vi belønnet med en storslået udsigt over hele Palma. Vi har haft en virkelig dejlig dag, men nu er vi lidt trætte i benene!

fredag den 25. november 2011

Kaffe på en plaza

Thomas og Nathaniel kom og hentede mig fra arbejde, og så spiste vi Thomas' hjemmesmurte sandwich på en legeplads. Efter en gyngetur og en gåtur var det tid til kaffe på en plaza...

torsdag den 24. november 2011

Ungdommens Røde Kors

I denne uge og den næste er jeg i Ungdommens Røde Kors, hvor jeg arbejder med en kampagne om den 25. november - den internationale kampdag mod vold mod kvinder. Her er dagen plakat - teksten er på catalansk og betyder: 679 kvinder dræbt i løbet af de sidste 10 år - ingen har ret.

Hver 5. europæiske kvinde har oplevet vold, trusler eller undertrykkelse i hjemmet! Vær med til at støtte op om i disse kvinder i morgen.

tirsdag den 22. november 2011

Santa Catalina

Min mor og far er taget hjem til Danmark, men I får lige et par glimt fra vores dage sammen. Her går vi tur i Santa Catalina, en gammel bydel i Palma.

fredag den 18. november 2011

Mormor og morfar

Nu er det blevet mormor og morfars tur til at komme på besøg. Vi hygger os en masse sammen alle 5. I dag var Nathaniel med på i Palms, imens mændene cyklede i bjergene

onsdag den 16. november 2011

Skramletog

I går tog vi det gamle tog gennem bjergene til den hyggelige by, Soller. Det var en smuk tur, men Nathaniel blev bange for skramlelydene og mørket i tunellerne - det hjalp heldigvis med en flaske og at sidde og putte hos far.

mandag den 14. november 2011

Besøg og Miro igen!

I lørdags kom Judith her til Mallorca for at besøge os. Det er rigtig dejligt med besøg og vejret er slet ikke november-agtigt, så det nyder vi. I går gik vi op til Miro-museet sammen - Judith, Nathaniel og jeg (Thomas var væk hele dagen på den 2-hjulede). Det var rigtig hyggeligt og Judith og Nathaniel er allerede blevet gode venner!

onsdag den 9. november 2011

Ældrecenter

Røde Kors driver flere ældrecentre for det offentlige, i dag besøgte jeg et af dem. Det var en dejlig oplevelse. Jeg blev taget godt imod selv om jeg kom lige den dag, hvor de skulle holde brandøvelse og deltage i en tilfredshedsundersøgelse (indbyrdes havde de to ting intet med hinanden at gøre). Jeg hjalp med at evakuere de ældre, og bag efter fortalte alle, der kunne, lidt om sig selv. Argentinske Luis viste mig sin opgavebog og Maria viste mig, hun kunne farvelægge blomster.

søndag den 6. november 2011

Pandekager...

Det har regnet hele dagen, så det må være på sin plads med pandekager!

Legeplads

I dag har vi flyttet lidt om i vores lille lejlighed, så Nathaniel kunne få lidt mere plads til at lege på. Det var også nødvendigt at flytte hans legeplads væk fra vinduerne, for nu hvor det er blevet lidt koldere i vejret trækker det rigtig meget. Nathaniel ser ud til at elske forandringen, nu ser alting helt anderledes ud!

torsdag den 3. november 2011

Julelys i gaderne

I starten af oktober begyndte juleforberedelserne med at sætte julelys op i Palma og byen skal nok decemberklar! Jeg er sikker på, at der vil være julelys overalt, inden julemåneden starter!

onsdag den 2. november 2011

Legerum på hospitalet

I dag tog Chisca mig med ud til to hospitaler i nærheden af Palma, hvor Røde Kors har legerum for børn der er på hospitalet. Det var rigtig fint at se. Der var nogle børn der legede i rummet, men dem tog jeg selvfølgelig ikke billeder af... Alligevel kan man få et indtryk af legerummets funktion.

tirsdag den 1. november 2011

Så tog vi til marked

Nathaniel og jeg tog ind til Palma for at kigge på blomster. Mange spaniere fejrer alle helgens dag med at tage på kirkegården med blomster til deres kære. Blomsterboderne var mangedoblet i dag og man kunne også købe lækre delikatesser. Vi holdt os dog i skindet og til sidst blev Nathaniel træt.