mandag den 12. september 2011

Træt

Det har været en dag fyldt med indtryk - nye ord, nye mennesker, nye opgaver og nye forventninger til, hvad der ventet mig i denne praktik. Nu er jeg træt. Nu er jeg spændt på endnu en dag fyldt med indtryk. Nu er jeg nødt til at sove.

Første dag

Jeg sidder i bussen på vej ind til byen. I dag er min første dag hos Røde Kors, første dag i praktik, men også første dag tilbage efter barsel. Hjemme i lejligheden spiser Thomas og Nathaniel morgenmad, og jeg sidder i bussen... Det er en anden måde at være mor på - mor på deltid, men alligevel på fuld tid.

søndag den 11. september 2011

Havregryn

Det er ikke helt nemt at være sundhedsbevidst mor i Spanien. Her er der i udgangspunktet parfume i vådservietterne og sukker i babymaden. I går brugte jeg en time på at lede efter havregryn i et kæmpe supermarked. Jeg fandt det til sidst som en tysk specialitet til 2,30 € for 500 gram. Men det er en god fornemmelse nu, hvor jeg kan give min søn morgenmad uden tilsat sukker. I dag får han hjemmelavet havregrød med pæremos.

lørdag den 10. september 2011

Palma

Her lørdag eftermidag er det for alvor blevet weekend i Palma. Der er stille i byens smalle gader og kun turiststrøgene bugner stadig af mennesker, der går ud og ind af de stadigt åbne butikker. Vi sidder i skyggen, på en lille plaza, med 2 glas cola og en tallerken nylavet og næsten spist babymad.

Udsigten

Bare så I ikke tror at jeg overdrev, da jeg skrev, at udsigten fra lejligheden er fantastisk...

fredag den 9. september 2011

Strand

Sidder i et skyggefuldt hjørne på en strand tæt beklædt med tæpper, baderinge, stråparasoller og liggestole. Nathaniel sover i sin barnevogn, Thomas bader i vandet som er så blåt at det næsten er en kliche. Tynde barnestemmer råber spanske sætninger i deres mødre svarer med forsinkelse.

Det har taget nogle dage at komme på plads. Lejligheden er lille - det var jeg forberedt på, men at elevatoren var tilsvarende lille, så lille at barnevognen skal ases og mases ind, så man frygter for, om man mon kommer ud igen. Møbleringen er ikke sparsom men upraktisk og ikke køn ej heller charmerende... Men udsigten ... ! Fantastisk, intet mindre.

Kommunikationsafdelingen i Røde Kors i Palma de Mallorca bliver dobbelt så stor, når jeg starter på mandag. Indtil da tager jeg lige en slapper på denne smukke solskinsdag!

fredag den 2. september 2011

Tiden sig nærmer...

Lejligheden er udlejet, kufferterne er pakket og brevstemmen er afgivet. Udfordringerne venter nu lige om hjørnet, og efter et halvt års tid på barsel venter jeg med glæde. Jeg starter i praktik på onsdag, så vi har lige et par dage til at finde os selv på Mallorca og i Palma.

Jeg glæder mig til at møde mine nye kollegaer hos Røde Kors, særligt Juana, som jeg har været i løbende kontakt med siden jeg talte med hende første gang i juni måned. Jeg ser også frem til at møde Victoria, som har sørget for alt det praktiske i forbindelse med vores lejlighed.

Halvandet døgn endnu, så letter flyveren og eventyret begynder!