torsdag den 29. september 2011

Aftentur

Temperaturen falder kun et par grader om aftenen, men det er alligevel dejligt at gå en aftentur. Man oplever altid lidt og ser nogle fine huse - der er også en del til salg, hvis det skulle have nogens interesse.

Nathaniel og jeg tog bussen lidt væk og gik en lille tur. På vejen mødte vi en israelsk ung pige som legede med Nathaniel, og senere brokkede Nathaniel sig i bussen, fordi han ikke måtte få en fremmed mands pose - det er da også for dårligt!

onsdag den 28. september 2011

På hjemvejen...

Imens jeg står og venter bussen, og imens jeg sidder på et af bussens blå plastiksæder tænker jeg over dagens indtryk og oplevelser.

I dag forklarede Marietta mig, hvordan madudbringningen til ældrer gennemføres - det virker til at være meget ligesom i Danmark.

Chisca fortalte om Røde Kors' legerum på øens hospitaler, hvor frivillige leger med de indlagte børn mandag-fredag året rundt. Chisca inviterede mig til at besøge legerummet sammen med hende om et par uger. Det glæder jeg mig til!

Chicose hjælper kvinder, som har været udsat for hustruvold. Røde Kors er ansat af det offentlige til at administrere og udlevere alarmtelefoner til kvinder, som har indgivet en anmeldelse og som er i fare. Isabel, som er frivillig i afdelingen arangerer forskellige møder og lignende for at hjælpe kvinderne. Det er et meget vigtigt arbejde, mange af disse kvinder lever i dyb frygt og frustration. Det var spændende at høre om.

Det varer ikke længe før jeg er hjemme...

tirsdag den 27. september 2011

Tapas og fodbold

Nathaniel sover og forældrene sidder i sofaen og spiser tapas, imens den ene ser fodbold og den anden læser.

mandag den 26. september 2011

Sprogforvirret

Lige nu er jeg i gang med at tage et grundkursus om Røde Kors på ifrc.csod.com Kurset hedder The World of Red Cross og er en generel indføring i, hvordan Røde Kors arbejder verden over. Det er et ret omfattende kursus, men det er spændende og det er godt lavet, så man bliver fanget af det. Det gratis for alle, også for dig, hvis du skulle være interesseret.

Jeg er også i gang med at læse om et projekt, som netop er blevet gennemført i det nordlige Perus regnskov for at forbedre menneskerettighederne for indianske kvinder. Projektet er gennemført med midler fra den lokale regering og blev administreret af Andra i Røde Kors' internationale afdeling her i Palma. Det er Andra, som hjælper mig med at forstå det hele og introducerer mig til projektor og problematikker. Jeg kan godt blive lidt sprogforvirret, når kurset er på engelsk, projektet er beskrevet på spansk og jeg stadig tænker på dansk.

fredag den 23. september 2011

Sand i skoene

I dag tog Maxi mig med ud på Palmas strande for at jeg kunne møde livrederne og høre om deres arbejde. Røde Kors er ansat af byen til at sikre strandene omkring byen. Her har de en base med en ambulance og 7 udsigtstårne fordelt på strandene. Der er ikke meget Baywatch over at være livredder, når strandene er fyldte og solen stikker. Det virker til at være hårdt arbejde. I dag - en efterårsdag, var der ikke mange mennesker på stranden og i vandet, men alligevel virkede det helt uoverskueligt at skulle holde øje med og passe på de tyske og holandske turister. Unge og gamle, som måske har fået lidt for meget at drikke eller har ladet medicinen blive hjemme. Jeg fik sand i skoene og oplevede lidt mere end på en almindelig dag på kontoret.

Tilbage igen

2 dage har jeg været fraværende, ikke kun her på bloggen, men også på arbejde. 2 dage har jeg kukkeluret i vores lille 1-værelses, men nu sidder jeg endelig i bussen på vej på arbejde igen, og det er med en god fornemmelse, måske fordi det er fredag, måske fordi Thomas og Nathaniel kommer og hentet mig efter arbejde...

tirsdag den 20. september 2011

Afrikaudstilling på universitetet

Andra, som sidder med de internationale projekter har taget mig med ud på universitetet, hvor Røde Kors lige nu har en udstilling om udviklingen i Afrika - om ulighed, om sult, om kornpriser...

Alle universitetsretningerne, alt fra sprog til økonomi og turisme er samlet på et stort område udenfor Palma. Helt anderledes end i København.